Den meget sammensatte postmoderne periode fik i billedkunsten sit gennembrud i 1980’erne. Mens modernismen satte en dyd i at være original, var de postmoderne kunstnere ikke bange for at “stjæle”, låne eller sammensætte tidligere værker og stilarter fra kunsthistorien.

Postmodernismen rummer mange forskellige tilgange og holdninger, men et af kodeordene for postmoderne kunst er dekonstruktion. Værker brydes ned og bygges op igen i en anden kontekst, som sætter spørgsmålstegn ved hele betydningen af kunsten.

Det var udtalt i pop-kunsten, som tog fart allerede i 60’erne, men som i dag betegnes som en del af postmodernismen. Eksponenter for denne stilart er kunstnere som Andy Warhol, Jeff Koons og Roy Lichtenstein, som ofte brugte humor og sex i deres kunst eller installationer.

Form var ofte prioriteret over indhold i gængs kunstnerisk forstand, og værkerne var tit helt åbne for fortolkning. Warhols farvekollager med Marilyn Monroe eller hans berømte tegninger af 32 dåser tomatsuppe fremstår som gode eksempler på, at skillelinjerne mellem kunst og populærkultur blev udvisket med pop-kunstneres indtog.

Et andet godt bud på postmoderne kunst er Guggenheim Museet i Bilbao, hvor arkitekten Frank Gehry har skabt en dekonstrueret bygning, som – i lige så høj grad som værkerne indenfor – fremstår som et kunstværk i sig selv.