Den nye generation

december 19, 2018

Så længe der er liv, vil der også være kunst. Og der er også liv i de danske malere, der udgør nutidens svar på Christen Køpke, Anna Ancher og Asger Jorn.

Kunst er smag og behag, men billedkunstnere som Michael Kvium, Tal R og John Kørner har alle haft stor gennemslagskraft i de senere år.

Død og deformiteter

Det er sjældent svært at spotte et værk begået af Michael Kvium. Billedkunstneren fra Horsens startede i 1973 sin karriere som karikaturtegner på Horsens Folkeblad og var med til at grundlægge satirebladet “Muleposen”, der tog lokale emner under kærlig satirisk behandling. Senere blev han billedkunstner, og hans stil er stadig i den kontroversielle ende af skalaen. Kvium er ikke bange for at tage fat på sindets mørke afkroge og hans værker kredser ofte om kroppens deformitet, den menneskelige psyke og døden.

Kaotisk og barnligt

Tal R er født i Israel, men flyttede til Danmark som 1-årig. Efter at han i 2000 blev uddannet på det kongelige kunstakademi har Tal R – eller Tal Rosenzweig, som han er døbt – haft stor succes både i Danmark og i udlandet, hvor han er tilknyttet en lang række store gallerier.

Tal R’s kaotiske, “grimme” og næsten barnlige stil deler vandene, men der er ingen tvivl om, at den københavnske kunstner har et stort publikum til sine farverige værker.

Gule problemer

Tal R er uddannet sammen med John Kørner, og de inspirerede hinanden i de “unge år”. Det tog lidt længere tid for John Kørner at få samme succes som studiekammeraten, men efterhånden har Kørner fået hul igennem med hans forkærlighed for at portrættere samfundets problemer – og på den måde vil mange hævde, at han aldrig løber tør for ideer.

Den 208 centimeter høje kunstner er kendt for sine meget store lærreder – som ofte indeholder farven gul – eller “Kørner-gul”, som den også kaldes. Selv siger han, at han elsker farven gul, fordi den er alarmerende og farlig og suger al opmærksomhed til sig i et rum.

Den gule farve kan blandt andet ses på en gavl ved Amagerbro Station, hvor billedet “Woman with 24 problems” pryder gadebilledet. Billedet viser en kvinde på vej over en bro med favnen fyldt af grene og skal symbolisere kvindens udfordringer med at have familie og karriere samtidig.