Europas kunsttempler

januar 16, 2019

Skal man se stor kunst, skal man på museum. Og skal man se et stort museum, skal man besøge Louvre i Paris. Musée du Louvre, som det gigantiske museum hedder på Fransk, byder på flere end 35.000 kunstværker, så ét besøg er langt fra nok, hvis man skal se bare en brøkdel af værkerne.

Langt de fleste besøgende går dog især efter ét bestemt værk, og det er naturligvis Mona Lisa – kvinden med det underfundige smil, malet af Leonardo da Vinci. Museet har siden 2012 haft mellem 7 og 10 millioner årlige besøgende gæster, hvilket gør Louvre til det mest besøgte museum i verden.

Masser af kunst i London

Er man til moderne kunst, kan det anbefales at lægge vejen forbi Tate Modern, der åbnede dørene i 2000 og siden har fået status som et af de mest eftertragtede museer for elskere af moderne kunst. I den britiske hovedstad findes også British Museum, som lokker med gratis adgang og hele otte millioner museumsgenstande i den permanente udstilling. Og har man ikke fået nok af museer i London, kan man også smutte forbi The National Gallery, hvor der er mulighed for at beskue 2.300 malerier fra år 1300 og frem til år 1900.

De tre museer i den britiske hovedstad lukker alle mellem fem og seks millioner besøgende ind om året. Og rent faktisk har London med Somerset House og Victoria and Albert Museum endnu to museer blandt de 16 mest besøgte på verdensplan.

Store oplevelser i Spanien

Det museum, som ofte nævnes, når talen falder på verdens bedste kollektion af europæisk kunst er Prado-museet i Madrid. Blandt de mange værker er alene 7.600 malerier. I Spanien findes også et af de museer, som er en attraktion i sig selv. I Bilbao fik man stjernearkitekten Frank Gehry til at udforme byens nye Guggenheim-museum, som er så specielt at turisterne kommer til den nordspanske by alene for museets skyld.