I årene før impressionismen var det realismen, der dominerede. I malerkunstens verden handlede det i årene fra cirka 1850-1870 om at gengive virkeligheden så realistisk som muligt. Igen var den nye stil en reaktion på tidligere måder at male på – og realismen var således et opgør med romantikkens “skønmalerier”, hvor mennesker ofte blev portrætteret på en urealistisk facon.

Det var den dristige, franske kunstmaler Gustave Courbet, der blev bannerfører for stilarten, da han proklamerede, at alle malerier skulle være realistiske og kun omhandle eksisterende ting. I et manifest fra 1855 fremlagde Courbet sine tanker om kunstnerisk uafhængighed og understregede samtidig, at han havde tænkt sig at beskrive samtidens fænomener i form af subjektive hverdagsbilleder.

Sammen med kolleger som Jean-François Millet, Honoré Daumier og Jean-Baptiste-Camille Corot gik Courbet i brechen for den naturalistiske stil. Nu skulle det handle om at skildre den nutidige sociale virkelighed frem for at male historiske og mytologiske figurer fra fortiden i et urealistisk lys.

Gustave Courbet var af den overbevisning, at han med sin realistiske kunst – og ved at skildre hverdagslivet – kunne gøre verden til et bedre sted. Han var heller ikke bleg for at sende stikpiller afsted mod den tids religiøse kunst, og et af Courbets berømte citater lyder således: “Vis mig en engel, så skal jeg male den”.

Courbets malerier gik i den grad mod normen, og også rent teknisk var han vovet. Hans måde at smøre maling på lærredet skabe en særlig effekt, som gav flere muligheder for at individuel fortolkning af maleriet. Helt i tråd med hans manifest.

Der er muligheder for at opleve Courbets malerier på Glyptoteket i København og Ordrupgaardsamlingen i Nordsjælland.

Også i litteraturens verden var realismen en betegnelse for en stilart, der vandt indpas i tiåret fra 1875-1885. Her var det især den danske kritiker og litteraturforsker Georg Brandes, der gav realismen et gennembrud.