AROS og Louisiana topper
december 19, 2017
København har den største koncentration af kunstmuseer i Danmark, men landets to mest populære af slagsen ligger i Nordsjælland og Aarhus.
AROS i Aarhus flyttede til ny lokation i 2004, er et af de største kunstmuseer i Nordeuropa og har den ældste samling af kunst uden for hovedstaden. I alt har museet over 8.000 værker i udstillingen.
Louisiana i Humlebæk blev grundlagt af Knud W. Jensen, der købte den flot beliggende villa ned til Øresund for at lave et museum med sjæl. Louisiana åbnede for 60 år siden i 1958 og har i mange år været et af de mest populære turistmål i Danmark. Museet byder på international, moderne kunst og omgivelser, der er et besøg værd i sig selv.
Danmarks mest besøgte kunstmuseer:
1. Aros, Aarhus: 716.063 (614.170)
2. Louisiana, Humlebæk: 657.293 (705.584)
3. Glyptoteket, København: 410.160 (375.304)
4. Arken, Ishøj: 348.000 (305.000)
5. Statens Museum for Kunst, København: 334.919 (384.341)
Tallene er fra 2016 og AROS’s førsteplads skal dog tages med et vist forbehold. Flere aviser som Kristeligt Dagblad og Politiken kunne i sommeren 2017 berette om kritik af den måde, som AROS opgjorde tallene på, idet det aarhusianske kunstmuseum talte alle besøgende – fx gæster i museets café – med i statistikken.