Kunst for milliarder

januar 9, 2018

Kunstværker sælger ofte for mange millioner kroner, når private samlere skal have udvidet deres samling.

Også danske malerier er i høj kurs. I 2015 blev et maleri af Vilhelm Hammershøi danmarkshistoriens hidtil dyreste maleri, da et hans malerier på Sothebys i London blev solgt til en privat, amerikansk samler for 21,3 millioner danske kroner.

Hammershøi står i øvrigt for fire af de fem højeste beløb, der er blevet betalt for et dansk maleri.

Hammershøi levede fra 1864 til 1916 og blev allerede som barn set som et stort talent. Senere blev han gift med Ida Ilsted, som sammen med stuerne i hjemmet på Strandgade 30 i København var blandt Hammershøis absolutte yndlingsmotiver. Mange af Hammershøis malerier stammer fra hjemmets stuer, og som det kan ses på listen herunder, indgår både ordet “interiør” og “Ida” i titlerne.

De 21,3 millioner kroner er dog ingenting i forhold til den pris, der i 2017 blev betalt for verdens hidtil dyreste maleri. Rekorden blev slået i auktionshuset Christie’s i New York, hvor en køber smed hele 2,8 milliarder kroner for Leonardo da Vincis maleri “Salvator Mundi”, som blev kreeret for 500 år siden.

De 5 dyreste værker i Danmarkshistorien:

  • 1: “Interiør, Strandgade 30” af Hammershøi fra 1905. Solgt for 21,3 mio. kr. i maj 2015.
  • 2: “Ida læser et brev” af Hammershøi fra 1899. Solgt for 15,7 mio. kr.i juni 2012.
  • 3: “I begyndelsen var billedet” af Asger Jorn fra 1965. Solgt for 14,5 mio. kr. i maj 2002.
  • 4: “Interiør med to stearinlys” af Hammershøi.Solgt for 8.7 mio.kr. i juni 2012.
  • 5: “Ida i interiør med piano” af Hammershøi.Solgt for 8,2 mio. i juni 2012.

Kilde: Ritzau.